Første dag på hospitalet

Mandag d. 08/05

I dag var første dag vi skulle på hospitalet.

Vi startede dagen ud med morgenmad – ristet toastbrød, banen, vandmelon, ananas, pøser og the.

Vi var de eneste som spiser morgenmad. Det undrer mig virkelig hvordan de ikke bliver dehydreret for jeg ser dem aldrig drikke og de drikker heller aldrig til måltiderne.

Efter morgenmaden kørte vi til hospitalet omkring kl. 07:45.

Vi kørte til hospitalet som ligger et stykke oppe af Mount Meru, så det var godt ”froggy” og tåget. Men vi ankom til hospitalet og startede dagen med en morgenbøn i kirken som tilhører hospitalet.

Efter morgenbøn blev vi introduceret til en kvinde ved navn Tanya som er en belgisk kvinde som arbejder i administrationen på hospitalet. En utrolig sød og rar kvinde som er meget forstående over for hvorfor det hele er så overvældende for os.

Nå men dagen gik i gang og Tanya viste os rundt på hospitalet, og det viser sig at der faktisk ikke er så mange patienter og at hospitalet er meget lille, i forhold til hvad jeg havde forestillet mig.

Da rundvisningen var slut skulle vi ud på hver vores afdeling. Marija kom på den mandlige afdeling og jeg på den kvindelige afdeling.

Hospitalet er ikke delt op i hvilke sygdomme de har men efter om man er kvinde eller mand.

Men dagen gik i gang med at lægen gik en runde rundt og så til alle patienterne og hvor han fortalte os hvad de forskellige patienter fejlede.

Jeg fulgtes hele dagen med en nyansat mandlig sygeplejerske ved navn Francis. Hans engelske var ikke det bedste så jeg fik omtrent kun halvdelen af det han sagde med. Men vi startede hårdt ud, og vi gik ind til patient med brændsår som dækkede begge ben. Måden man vaskede sårene på var ret voldsomt – ingen smertelindrende og ellers bare gnide med gaze i såret for at rense lidt op. Men han brugte dog sterile handsker da han skulle påføre brændsårsmedicin 😉 Kvinden var tydeligt i store smerter men hun var fattig og derfor var behandling som den var.

Efter gik vi ind til en anden patient som havde et åbent femur fraktur, som intet gjorde noget ved før såret var helet – så såret skulle renses op, og det samme skulle det kæmpe tryksår hun havde på ryggen. Jeg fik af vide at jeg skulle tage et ekstra lag handsker på da hun var HIV positiv. Hun kunne kun ligge på den højre side pga. fraktur så der var svag aflastning af tryksåret og det var svært at få renset. Det var meget grænseoverskridende at rense hendes sår ved femurfraktur fordi knoglen var tydelig hvilket jeg aldrig har set før.

En anden kvinde skulle også have renset såret omkring en fraktur ved albuen – her var der bare dannet væv uden på knoglen. Hun havde haft åben fraktur ved albuen før som var helet men nu da det var sket igen ville de ikke operere hende igen da de mente at det ikke ville blive godt igen.

Vi skulle derefter ind og skifte sårforbinding hos en ung pige som havde brækket benet flere steder og derfor havde hun fået flere skruer ind i benet sat sammen uden for benet for at det skulle holde det sammen og hele lige op. Det så meget voldsomt ud og jeg fik virkelig ondt inden i bare ved at kigge på det.

Det var nu tid til frokost og Marija og jeg var vidst de eneste som rent faktisk spiste frokost(altså spiser de overhovedet hernede?!). Men frokosten bestod af rester fra aftensmaden i går, så madpakken var ikke så spændende og efter alt jeg havde set var jeg ikke ligefrem sulten.

Nå men tilbage til arbejdet. Jeg fulgtes igen med Francis som mente at jeg nu skulle til at tage blodprøver hvilket vi var lidt uenige da jeg ikke havde lyst og heller aldrig har gjort det før. Men han mente at han ville vise det en gang og derefter kunne jeg bare gøre det. Måden de gør det på gør giver heller ikke mig lige lyst til at gøre det – det er bare med at stikke nålen ca. hvor venen er og så bare køre nålen frem og tilbage indtil der kommer blod ud.

Men de fik taget de 3 blodprøver de skulle bruge og der skulle nu anlægges et PVK, og metoden var den samme. Men hjemme i Danmark har man sådan nogle smarte nåle som trækkes tilbage PVK er anlagt så man ikke kan stikke sig, men dem kender de ikke til hernede. De har heller ikke (MANGLER ORD) og bruger i stedet handsker til at stramme rundt om armen så de bedre kan se hvor de skal stikke.

Da klokken blev lidt over 2 skulle der gives medicin som er første gang i dag der gives medicin. Det er begrænset hvad de får og fx kvinden med åben femur fraktur og tryksår fik kun en vitaminpille. Det undrede mig også at de bare håndterer medicinen med fingrene og ikke bruger hverken handsker eller en pincet. Og hende som skulle give medicinen tog alt den medicin med ind som skulle bruges og alle journalen som hun rodede rundt med, så det skal ikke undre mig hvis nogle fik den forkerte medicin.

Jeg skulle til sidst på vagten hjælpe Francis med at gøre instrumenter rene så alt af metal/stål blev hældt i en bøtte med noget Klorinvæske. Efter blev de skyldt af i rent vand og pakket ind igen i samme stykke stof som havde været blevet brugt før på dagen – det vil altså sige at det ”sterile” instrument blev pakket ind i et urent og ikke-vasket stykke klæde igen.

De skyller heller ikke efter med sterilt saltvand når de giver IV-medicin.

Jeg sad med Marija på et tidspunk på kontoret hvor vi læste på coveret til patienternes journaler at de faktisk ikke selv må læse i deres egne journaler – det er kun fag personale.

Lige inden vi fik fri, kom den samme læge som vi havde fulgtes med om morgenen og sagde at han lige skulle bruge vores hjælp. En gammel dame på 108 skulle ligge i træk fordi hun havde fået en hofte fraktur og knoglen heller ikke længere sad i hofteskålen.

Det gøres på den måde at først går alle de pårørende ud fra stuen så der ”kun” ligger 8 patienter tilbage og den gamle dames ben vrides på plads så det ligger i den rigtige vinkel – som et ”normalt” ben gør. Derefter gav lægen hurtig en indsprøjtning med lokalbedøvelse lige under knæet, kom noget rensende på huden, så skærer han lige hul på huden, banker et slags søm igennem knoglen(lige under knæet), skærer hul på huden på den anden side så ”sømmet” kan komme hamres hele vejen igennem og så lige pakke lidt gaze rundt om med lidt desinficerende så der ikke kommer betændelse i såret. Derefter sætter man en sandsæk fast med snøre på ”sømmet” som hænger ud over sengekanten – dette er for at man ved hjælp af vægt får trukket knoglen på plads i hofteskålen.

Alt dette blev gjort uden nogen former for bedøvelse – udover en lille smule lokalbedøvelse som nærmest kun lige var sprøjtet ind før man hamrede et slags søm igennem knoglen. Jeg er næsten sikker på at det overhovedet ikke har nået at virke, fordi hun nærmest vred sig i smerte.

Da vi fik fri ville vi bare gerne hurtigt hjem for at slappe af da det havde været en overvældende dag for os begge. Vi gik hjem og slappede af med musik og film indtil den stod på aftensmad.

Til aftensmad fik vi madpandekager, noget med stegte bananer, bønner, oksekødsmix og avokado – jeg er vild med alt den avokado.

Så var det tid til et veltrængt bad og ellers bare i seng da vi helt færdige efter en overvældende dag.

 

Tirsdag 09/05 2017

I dag stod vi igen op kl. 6:30 og fik os omelet, ristet toastbrød, ananas, vandmelon, the og en sød kartoffel (Hvad gik det lige ud på?! 😉)

Efter morgenmad kørte vi til hospitalet hvor vi igen skulle i kirke(jeg tror snart ikke jeg har lyst til mere Swahili kirke). Så startede dagen på hospitalet klokken 9, hvor den stod på sårskift. Vi havde valgt at følges sammen i dag fordi vi alligevel ikke fangede halvdelen af hvad de sagde, så vi måtte få mere med hvis vi nu var to. Humphrey som var den mandlige sygeplejerske vi fulgtes med i dag på Male Ward(den mandlige fløj), var meget glad for at have fået HELE 2 ”hjælpere” i dag.

Vi startede ved en patient som var postoperativ og hvor såret blødte meget og forbindingen skulle skiftes. Uden at hverken konsultere med en læge eller få en læge til at se på såret syede han selv lige 3 sting – efter vi havde spurgt om det ikke var en god ide at han fik nogle flere sting for det piblede ud med blod. Patienten fik lige hurtigt 3 sting, uden bedøvelse og ellers blev han pakket ind igen. EFTERFØLGENDE fik han smertestillende indsprøjtning hvilket Marija og jeg fatter intet af.

Vi havde efterfølgende 3-4 patienter som alle skulle have skiftet forbindinger ved sår efter en åben fraktur. Jeg har stadig ikke forstået hvorfor at de vil have at såret skal lukke sig og hele op FØR de vil udføre en operation på en åben fraktur og hvor man kan se knoglen.

Størstedelen af alle der bliver indlagt med en åben fraktur er pga. motorcykel ulykker. De kører VIRKELIG dårligt og tænker ikke over hvordan de kører og hvordan forholdende er.

I løbet af dagen brugt vi Humphrey samme ”sterile” sæt med sakse og pincet, hvilket jeg heller ikke forstår fidusen i.

Man kan virkelig se hvordan de har mangel på viden, men alligevel prøver så godt de kan, så det er virkelig svært at få sig selv til at sige at de burde gøre det anderledes.

De går også meget op i at de ikke skal bruge ressourcer og materialer på folk som de ved på forhånd ikke kan betale regningen – men hvis man ikke kan betale regningen kan man heller ikke blive udskrevet (hvor er logikken i det?)

Marija og jeg spiste vores frokost i det fri, som var aaaaalt for koldt men på hospitalet findes der ingen steder hvor man sammen sidder og spiser frokost. De synes også vi er lidt underlige fordi vi overhovedet spiser frokost.

Kl. 13 var der ikke mere at lave så vi fik lov til at gå så vi kunne komme ind til byen Arusha så Marija kunne få nye sko – de gamle havde et hul i sålen på størrelse med en 5 krone 😉

Vi tog en DalaDala som er en minibus til omtrent 9-10 personer men hvor de nemt kan klemme 20 personer ind i. Det koster så til gengæld nærmest heller ingenting. Det tager omtrent en time at køre derind, og så en time hjem og alt i alt har vi nok ikke givet mere end 10 kroner per mand.

Men vi kom derind og Marija fik nye sko og jeg fik nye bukser til 60 kr. (utrolige behagelige løse bukser 😃

Det er et gedemarked på busholdepladsen og som hvis bliver man trukket i, i alle retninger og priser som siger Muzungu-priser (Muzungu = hvid person med penge), så det gælder om at prutte om prisen.

På vejen hjem blev vi pludselig smidt ud af bussen fordi den gik i stykker og skulle over i en anden men vi havde ikke helt lyst til at gå ud fordi de forskellige chauffører kastede sten og majs efter hinanden – vores Mama Villa siger at det er helt normalt fordi de altid prøver at stjæle hinandens kunder.

Men vi kom ind i en ny DalaDala og fik pludselig øje på det lokale supermarked og trangen til chokolade trængte på så vi måtte stå af og købe lidt – ups.

Men inde i supermarkedet mødte vi nogle af de andre danske piger – det var hyggeligt lige at se dem igen.

Hjem kom vi efter supermarkedet og slappede af inden vi skulle have aftensmad – afslapning er næsten det eneste vi har energi til efter alle de indtryk der er på hospitalet.

Aftensmaden bestod af Ugali(nationalret i Tanzania), gulerod og spinatmix, kartoffelmos og gullasch.

Efter maden gik vi ind på værelset og snakkede lidt om alt det vi har oplevet igennem de sidste to dage.

Nedenfor er vedhæftet lidt billeder fra hospitalet heriblandt også de mange hunde som lever ved hospitalet.

Knus fra Astrid